Lokale Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er eneste jyske repræsentant i et nyt, nationalt udviklingsprojekt, som har til formål at fremme mental sundhed. Projektet har fået navnet BIFROST.
’Vi er rigtig glade for muligheden for at blive en del af projektet BIFROST’, begynder Thomas Rosenkrands, der er adm. direktør for Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest. ’Projektet er baseret på forskning og har blandt andet til formål at øge viden om, hvordan man bygger bro mellem arbejdsmiljørådgivere og de små og mellemstore virksomheder’.
Han forklarer videre, at en af effekterne af projektet bliver øget viden om, hvordan det gøres mere naturligt at bruge en rådgiver, når du skal have hjælp til dit arbejdsmiljø.
Initiativtagere til projektet er TeamArbejdsliv og Arbejdsmiljørådgiverne – sidstnævnte er Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest en del af.
Om projektet skriver initiativtagerne selv: TeamArbejdsliv har i samarbejde med brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne igangsat et udviklingsarbejde med fokus på små virksomheders arbejde for at styrke den mentale sundhedstilstand på arbejdspladsen. Projektet er designet så seks arbejdsmiljørådgivere og seks virksomheder samarbejder om at identificere indsatser, hvor rådgiverne hjælper virksomhederne. Vores ambition er at bidrage til det faglige grundlag for god rådgivning til SMV. På det første seminar var der god energi og interesse blandt de knap 30 deltagere. Dialogen blev stimuleret af situationsbilleder fra forumteatret Dacapo. Vi vil løbende formidle læring, erfaringer og resultater fra projektet.
Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er netop blevet koblet sammen med en af de seks virksomheder og skal i den kommende tid aftale nærmere om, hvordan de sammen kan arbejde for udvikling af den mentale sundhed på pågældende arbejdsplads.
Projektet støttes af Velliv Foreningen.
Baggrundsinformation om Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest:
Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er autoriseret arbejdsmiljørådgiver inden for alle områder i arbejdsmiljøet. Centret har bred erfaring med arbejdsmiljø siden 1979 og har specialistviden inden for alle brancher. Samtidig er Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest en fondsejet virksomhed, som skal drives som en sund forretning uden aktionærer. Historisk set ændrede centret i 2009 navn fra BST Thy-Mors-Salling. En del af centrets rådgivning består i at udbyde den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og andre kurser inden for arbejdsmiljøområdet.