Team coloQuicks Rune Almindsø klar til mere ansvar

Cykling:

Team coloQuick oplyser: Den 19-årige Rune Almindsø har netop gennemført sit første Post Danmark Rundt. Et hårdt løb for den unge rytter, men han ved, at det er en del af udviklingen i målet om at blive professionel cykelrytter på højeste niveau.

Arbejder med sit bundniveau
At tage skridtet op på continental-niveau var en naturlig del af udviklingen for Rune Almindsø, og han ved, hvor han skal forbedre sig.

”Jeg har topniveauet til at køre med de allerbedste herhjemme, men jeg skal arbejde lidt med mit bundniveau. Jeg tror, at det kommer lige så stille. Jeg er stadig ung, og jeg tror, at jeg bliver bedre, når jeg får endnu flere kilometer i benene. Til tider har det været hårdt, især i et løb som Post Danmark Rundt, men det er også sjovt og spændende, og jeg ved, at jeg har niveauet til at være med i toppen”, lyder det optimistisk fra den unge sjællænder.

Sportsdirektør Ricky Enø fra Team coloQuick bakker Rune Almindsø op, og han tror også på, at Almindsø kan bygge endnu et niveau på sit talent.

”Rune Almindsø er helt klart et talent. Han har, hvad der skal til. Allerede i sin første sæson på continental-niveau kører han i top 10 i UCI-løbene, og det er altså nogle rigtigt svære løb. Jeg tror, at han kan blive rigtig god”, lyder det optimistisk fra Ricky Enø.

World Tour-rytter i 2018
Til næste år håber Rune Almindsø på at kunne rykke et par pladser frem i hierarkiet på Team coloQuick, og han er klar til at udfylde pladsen, hvis en af kaptajnerne forlader holdet. Men allerede inden for en kort række, har han også ambitioner om at komme på et World Tour-hold.

”Jeg er klar til at tage lidt mere ansvar i næste sæson. Hvis Würtz eller Kamp skulle rykke videre til et større hold, så er jeg klar til at rykke op i hierarkiet. Det skal være næste led i min udvikling på kort sigt. På længere sigt har jeg helt klart ambitioner om at køre på World Touren, og mit mål lige nu er, at jeg skal køre på højeste niveau i 2018”, fortæller Rune Almindsø.

Efter et netop veloverstået Post Danmark Rundt er sæsonen så småt ved at være slut for coloQuick, og Rune Almindsø er så småt begyndt at kigge frem mod næste sæson.

”I oktober står den på afslapning, og så starter jeg så småt med at kigge frem mod 2016 sammen med min træner. Jeg ved endnu ikke så meget om næste sæson, men jeg har sat mig et par mål: jeg vil have medaljer til U23-DM og så vil jeg være med helt fremme i DM, der køres på min hjemmebane i Vordingborg”, afslutter han.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk