Det første man ser når man træder ind på Skive Bibliotek er en yderst velholdt Ford A som er indregistreret i Ribe Amt i 1928. Biblioteket fik mulighed for at låne bilen af en privat person. Ved siden af bilen har biblioteket suppleret med et spændende udvalg af bøger om gamle biler. Inde i bilen og uden for bilen der to dukker udstillet med tøj på fra den pågældende tidsperiode. Bilen køre stadigvæk på vejene om sommeren. Vil man forbi og se den næsten 90 år gamle Ford A skal man en tur omkring biblioteket inden den 30. april.
Henry Ford præsenterede den første Ford A for offentligheden den 2. december 1927 og inden december var gået, havde Ford forhandlerne modtaget bestillinger på 727.000 biler – sådanne tal ses ikke engang i vor tid. Før da havde Ford i 18 år produceret bilen Ford T som havde været en stor succes men ikke desto mindre lukkede Henry Ford sin fabrik ned i 5 måneder for at omstille produktionen til Ford A. Mange af de maskiner man havde anvendt indtil nu var fremstillet til produktion af Ford T og måtte derfor skrottes, og således blev der også investeret i helt nyt produktionsapparat til fremstillingen af Ford A. Alle medarbejder blev fyret og det gav store sociale konsekvenser, men det interesserede ikke Henry Ford, hvorimod hans søn Edsel Ford involverede sig i tiltag og fonde, der hjalp de tidligere ansatte.
Til den nye Ford A valgte man at producere en 4-cylindret motor som var på 3.286ccm og havde 40 hk ved 2.200 omdrej/min. Motoren var dermed lige nøjagtig dobbelt så kraftig som Ford T’s 20 hk motor på 2.892ccm. Den nye motor kørte 8-11 km/ltr hvilket egentlig er rigtig flot, ikke mindst i forhold til forgængeren. Bilen kunne med den nye motor nå en topfart på 104 km/t og kræfterne blev fordelt via en 3-trins gearkasse. Bilen havde tværstillet bladfjedre bag med hydrauliske støddæmpere og der var 4-hjulsbremser på bilen. Karrosseriet var designet af Joe Galamb og Henry Ford’s søn Edsel Ford. Der var 18 karrosserivarianter at vælge imellem, den billigste var en roadster til $385 og den dyreste var en town car til $1.400. Bilen opnåede aldrig samme salgstal som Ford T for konkurrencen og udbuddet var blevet meget større, men fra 1929-1931 var Ford A den bedst sælgende bil i USA og der nåede at blive produceret i alt 4.320.446 Ford A biler frem til marts 1932 hvor produktionen af Ford A ophørte. Mange af bilerne blev bygget på fabrikker rundt om i verdenen, herunder på fabrikken i Københavns Sydhavn, hvor man netop i 1924 havde åbnet en helt ny fabrik på 10.000kvm. Efterfølgeren blev den opgraderet Ford B.