Så er Viking Box Cup overstået for 2016. Det blev et år med alt for lidt tilmeldinger fra især danske klubber, hvilket ikke fordrer til flere kampe for de danske boksere. Bokseklubben Limfjord havde 5 tilmeldte boksere, desværre kom kun 2 i kamp.
Den første finalist var Thorbjørn Boudigaard, der som ny U/17 bokser for første gang skulle bokse i hans nye vægtklasse, letsværvægt. Thorbjørn er et stort talent, som bruger rigtig mange timer i træningslokalet og på løbebanen, i bakkerne ved Resen strand, bokselokalet og i BKL Motion på løbebåndene. Så det var en klar Thorbjørn der gik i ringen mod Peter E. Boesen fra Galten BK.
Planen var klar, stilren boksning med slag både dybt og højt. Allerede efter få sekunders boksning fik Thorbjørn en flot højre uppercut ind på sin modstander, og så var der lagt op til Thorbjørn’s opvisning. Med flere hurtige kombinationer tog det kun ca. halvandet minut for Thorbjørn at stoppe modstanderen. Og dermed en flot guldmedalje til ham.
Næste opgave for Thorbjørn bliver ved begyndermesterskaberne i næste weekend, hvor han forhåbentlig får kamp, så han kan komme op på de 10 kampe, som JABU kræver for at han kan deltage ved U/mesterskaberne 30. og 31. januar i Århus Stadionhal.
DaBU gav ham dispensation for de 10 kampe til DM, men det lader ikke til at JABU vil gøre det samme.
Næste finalist fra BKL i ringen var Ditlev Rossing, der igen igen skulle møde Chris Weber fra BK Vitus Odder. Det var 4. kamp de to skulle bokse mod hinanden, senest 1. juledag i Durup, hvor Ditlev vandt med dommerstemmerne 2-1.
Finalen ved Viking blev næsten en kopi af det sidste opgør. Meget rodet og med mange slagdueller i infight og på halvdistancen. I første omgang kom Ditlev slet ikke i gang med den aftalte taktik, og fik slet ikke scoret nok på den direkte boksning. Det blev bedre i 2. omgang, men det blev først, omkring midten af omgangen, at Ditlev fik et godt overtag.
I 3. omgang var Ditlev klart bedst og det blev nogle lange sekunder/minutter fra kampen var slut til vinderen kunne udråbes efter fintællingen.
Samme dommerstemmer som ved sidste møde, men denne gang i Chris Webers favør.
De to boksere kan se frem til endnu et møde ved JM sidst i januar.