Fursundhallen var rammen om BK Nordsallings stævne med stegt flæsk og persillesovs som forret. Ca. 200 spisende gæster var mødt op allerede til forretten og dannede en god baggrund for bokserne til dette stævne. Efter spisningen kom der også en del flere tilskuere, så stemningen var i top allerede ved stævnestart.
Jeppe Birk Overgaard blev i slutningen af dagens træning spurgt om han ville have en kamp, hvilket han sagde ja til. Så kun 7 timer efter træningen stod han i bokseringen, hvor han mødte Malte Kyndesen fra Varde AK. De to boksere gav hinanden en hård og lige kamp, med mange slagudvekslinger på halvdistancen og i infight. Dommerne var meget uenige om udfaldet af kampen, så det blev en snæver 3-2 sejr Vardebokseren kunne tage hjem med efter en hård kamp.
Magnus Birk Overgaard boksede revanche mod Heidar Chaker fra Post CV Heide, som han mødte i Marner for en måned siden. Var det en hård kamp i Marner, så blev det en endnu hårdere kamp i Fursundhallen. Flot teknik og masser af arbejde fra begge boksere gennem alle tre omgange. Magnus som vinder af 1. omgang, tyskeren som vinder af 2. omgang - så 3. og sidste skulle blive afgørende. Her trak den tyske bokser det længste strå, og fik sejren med dommerstemmerne 4-1. Men det blev nok Magnus’ bedste kamp nogensinde.
To nederlag, men to flotte præstationer, der gav grobund for meget mere fra begge brødre.