Bilmanden Bjarne Nielsen har pr. 1. oktober 2015 overtaget Bilernes Hus A/S i Silkeborg. For et par år siden overtog Bjarne Nielsen Jens Fogh i Skive.
Købet af Bilernes Hus A/S betyder, at Danmarks største bilhus fremover bliver en del af Bjarne Nielsen koncernen. Bilhusets 160 medarbejdere samt den nuværende direktør Ivan Dyrlund fortsætter uændret i Bilernes Hus.
Salget til Bjarne Nielsen ligger i klar forlængelse af den turnaround, som tidligere på året blev introduceret af den nye ledelse og bestyrelse i Bilernes Hus A/S, hvor ønsket om at styrke indtjeningen i Bilernes Hus A/S og give kunderne den bedste service, når de køber bil eller skal besøge vores værksted, fortsat er af højeste prioritet.
Der er derfor tale om en handel til stor glæde for begge parter.
”Vi har gennem det sidste års tid gennemført store forandringer i Bilernes Hus, hvilket har betydet, at vi i dag har en langt mere effektiv, strømlinet og fokuseret forretning. Bestyrelsen er dog ikke i tvivl om, at det nye ejerskab vil betyde, at den proces nu kan fortsætte, ikke mindst også til glæde for kunderne” udtaler Bestyrelsesformanden i Bilernes Hus, Jesper Haugaard.
”Ligesom hos Bjarne Nielsen A/S lever vi i Bilernes Hus af glade og tilfredse kunder, og de må ikke være i tvivl om, hvor de skal købe deres bil eller få den serviceret. Vi gør altid vores bedste for at yde en professionel rådgivning og derfor passer en organisation, som Bjarne Nielsen, rigtig godt til Bilernes Hus A/S” fortæller direktør Ivan Dyrlund.
Bjarne Nielsen glæder sig over denne aftale og fortæller, at han ser en stor værdi i Bilernes Hus, der med sine dygtige medarbejdere, de gode serviceprocesser og de repræsenterede bilmærker kan bidrage positivt til resten af koncernens forretningsområder og -strategi.
Bjarne Nielsen er ejer af en af Danmarks største bilkoncerner, som består af Leasingselskabet Leasing.dk samt detailkæden Bjarne Nielsen A/S, som samlet dagligt beskæftiger mere end 330 dedikerede medarbejdere. Bjarne Nielsen A/S er autoriseret forhandler af bilmærkerne Ford, Renault, Dacia, Volvo, Kia og Mazda og består af 13 bilhuse på tværs af landet. Seks bilhuse i Jylland - Ringkøbing, Herning, Holstebro, Skive og to i Esbjerg, - syv bilhuse på Sjælland - Køge, Roskilde, Lyngby, Birkerød, Hørsholm, Frederikssund og i Hillerød. Hertil kan nu lægges Bilernes Hus A/S´ store brugtvognsafdeling, de 3 nyvognsmærker: Nissan, Kia og Hyundai samt de 9 mærker: Audi, BMW, VW, Skoda, Kia, Nissan, Hyundai, Opel og Fiat, hvor Bilernes Hus i Silkeborg er autoriseret servicepartner.
Driften af bilsalg og eftermarked i Bilernes Hus A/S fortsætter uændret, og netop for at skabe et langt mere overskueligt og kundevenligt butiksmiljø er Bilernes Hus A/S i fuld gang med en større ombygning af butikslokalerne. Her vil kunderne i starten af 2016 bydes indenfor – ikke blot i nye omgivelser, men også i et bilhus, hvor alle kunder bliver mødt af specialuddannede medarbejdere, ligegyldigt om det drejer sig om bilkøb eller om bilen skal til service, har en skade eller blot på anden måde trænger til en kærlig og kvalificeret hånd.
Bilernes Hus har et stort eftermarked på VW, Audi og Skoda, hvor kundetilfredsheden er høj. Vulcan, som står for salget af ovennævnte mærker i Bilernes Hus, er godkendt til at implementere de nye CI standarter for VW og Skoda, som er et krav for, at man fortsat kan forhandle deres mærker i huset.